|
Denne webside er en del af 'Min
udgave af Historien om Østrigsgades Skole'
Et erindringsbillede
|
|
"Korporlig afstraffelse af elever
blev forbudt i København 1952, i resten af landets skoler i 1967."
Dette fortæller Vagn Skovgaard-Petersen, professor ved Danmarks
Lærerhøjskole, på en af Undervisningsministeriets
websider.
*)
Interessant, ikke sandt. Især når man påtænker i hvor høj grad
der blev uddelt lussinger og andre lækkerier fra lærerhånd til
elevers kinder, ører, hårtotter, fingre og måske endda balder langt
ind i 1950'erne. Også på vores skole.
Blandt andre lærerne
Ottosson og Ryming holdt sig ikke tilbage, hvis de følte sig provokeret af os "uartige" unger. Blot det at snakke eller grine en smule
for højt med sidemanden - vi gik to og to - på trappen op til timen
udløste tit en over nakken. Reaktionen kom prompte, hvis læreren
var i dét humør!
Kun sjældent fik vi valget mellem en
lussing og en sveder. Og sådanne valg, tror jeg, er mest myter og
erindringsforskydninger a la 'sjove soldaterhistorier'. Det var
atypisk at synderen selv fik lov at vælge mellem flere former for
straf, thi læreren skulle jo have afløb for sin rasen her og nu og
kunne derfor ikke altid vente på at blive tilfredsstillet ved blot
at udskrive en svedeseddel.
Også min klasselærer Ove
Steenbuch-Jensen [1908-1976] havde ganske let til uddeling
af øretæver. Når han blev tilstrækkelig vred,
rev han sin tændte cerut ud af munden, kaldte os
op til katederet og så sad den dér: Klask!
Selvom det altså ikke var tilladt. Men forbud af
den art følte han sig hævet over, når straffen
var 'fortjent'.
For eksempel husker jeg
ganske tydeligt følgende episode:
Det er
i vinteren 1956-57. Vi går i 8. klasse, er 14
år, og den første sne er faldet. Der fandtes
rigtige vintre dengang, og vi er vel ti-tolv
drenge som efter skoletid kaster os ud i en kåd
og våd sneboldkamp i Østrigsgade lige uden for
skolens 3 meter høje plankeværk. Det skulle vi
ikke have gjort!
Det blev aldrig opklaret hvilken lærer
det er der ser legen oppe fra et vindue, men i
hvert fald bider han mærke i, at det er
"Steenbuchs drenge" der den dag gør to ting som
er absolut forbudt: At vi kaster snebolde
på vejen hjem - og at nogle af dem lander inde i
pigernes skolegård!
Næste morgen midt i første time kommer en dreng
ind i vores klasseværelse med besked fra Steenbuch-Jensen, som har
geografi med en anden klasse på etagen ovenover. Ordren lyder, |
|
at dem af os som i går på vej hjem fra
skole kastede sne ind på pigerne, de skal straks
komme op til Steenbuch-Jensen.
Vi kigger på hinanden, synker lidt spyt,
ryster på hovedet og rejser os modvilligt. Regnelæreren kigger efter halvdelen
af klassen, mens vi forlader hans undervisning
og går ud. Han kender Steenbuchs luner og virker ikke overrasket.
Uden for døren til det klasseværelse hvor den
- forudser vi - vrede Steenbuch underviser, står
vi et øjeblik og skutter os. Men selvom vi alle
er rigtige mandfolk, bliver vi hurtigt enige om at det
må være mig, klassens rådsformand, der banker på
og går ind først. Det gør jeg, og i én lang
række træder vi frygtsomt ind i lokalet. Ingen
siger et ord. Vores klasselærer - elsket og
hadet - rejser sig fra katederet og træder ned
fra podiet. Alle ungerne i den fremmede klasse
stirrer på os, og jeg mærker mine små hår i
nakken stritte.
"I ved udmærket godt, at I hører under skolens ansvar, når I får
fri, og indtil I når hjem. Og at det er strengt
forbudt at kaste med sne uden for skolens
område!" hvæser Steenbuch.
Jeg når hverken
at registrere den sure lugt af cerutrøg fra hans
jakke, eller at se hans hånd komme. Med en
bevægelse så lynhurtig og målrettet at den ville
have gjort John Wayne grøn af misundelse lander
lærerens højre hånd på min venstre kind - så
smerteligt og med en sådan lyd at jeg næsten kan
mærke og høre det endnu.
KLASK!
"Næste!" tordner
idioten igen og igen, og hans
hånd rammer Åge - Luffe - Møller - Tage - Heinz
og så videre. "Af med brillerne!" snerrer han,
da han endelig når til Palle. Mens vi andre står
og ømmer os uden en lyd, fornemmer vi, at
lærerens ophidselse omsider er ved at fortage
sig. Lussingen til den noget sarte Palle er
nærmest symbolsk, måske fordi hånden er ved at
være øm; det håber vi den er.
Jeg ved, vi
hurtigt tilgav vores klasselærer, om end nogen
af os altså aldrig helt glemte de uretfærdige
øretæver den morgen. På mange andre områder var
han jo en fin fyr. Og jeg tror, disse kollektive
klask trods alt var nogle af de sidste
Steenbuch-Jensen uddelte. Så vidt jeg husker kom
der vist også af og til klager fra forældre over
hans ofte lunefulde facon og barske
'retfærdighedssans'.
I 1956 var
det allerede fire år siden Københavns Kommune
officielt afskaffede lærernes ret til korporlig
afstraffelse af eleverne.
Jørgen Grandt
2006 |
|
*)
I december 2009 skriver
Niels Borger, som er ansat i
Undervisningsministeriet, bl.a.
følgende i en privat e-mail til mig.
Den citeres her ifølge aftale:
" Det er rigtigt, hvad Vagn Skovgaard
siger, at korporlig afstraffelse i
Københavns Skolevæsen blev afskaffet
i 1952. Men det som Skovgaard taler
om er, at skoleinspektørens ret
(eller den som han havde uddelegeret
revselsesretten til) blev afskaffet
i 1952. Og med revselsesretten er
det afstraffelse med spanskrør
(indført i 1866) der menes.
Afstraffelse med "hånd eller
vanærende straffe" har ikke været
tilladt siden 1814-loven.
I brev af 25. maj 1935 angående "Straffebestemmelser for Københavns
Kommunes skoler" bliver det
fastslået, at der må bruges tyndt
spankrør og ikke over 3 slag uden
inspektøren vidende - og at "Al
anden Form for legemlig Revselse er
forbudt". Straffen må kun udøves i
alvorlige tilfælle, efter moden
overvejelse, og når der ikke er
anden straf, der kan bruges. En
straffeprotokol skal føres og
efterses af inspektøren.
Alle de lussinger, som vi elever har været udsat for, har altså
været ulovlige, og de er uddelt lige
til 1966!
I nedennævnte udgave fra 1929 om Københavns Skolevæsen er der et
brev fra 9. januar 1928 om revselse,
der henviser til en bestemmelse af
1. september 1909: Man må ikke slå
med hånd, knibe, sparke, give
skammekrog, eller give vanærende
straffe. Kommunalbestyrelsen skal
skride ind over for lærere der
misbruger revselsesretten. I ældre
tid kunne børn under 10 år rises,
men senere tider (ca. 1920'erne)
nævner specielt, at små børn ikke må
slås.
Litteratur:
"Københavns Skolevæsen", Valdemar
Olsen. S.L. Møllers Bogtrykkeri,
1940.
I en tidligere udgave fra 1929
henvises til en ældre udgivelse:
"Samlinger af Bestemmelser
vedrørende Borger- og
Almueskolevæsnet i København".
Med venlig hilsen
Niels
"
|
Som supplement til
Niels Borgers ord i rammen herover har vi nu
herunder nogle sider fra 1940 af bogen
'Københavns Skolevæsen', hvori korporlig
afstraffelse af elever er omtalt 9. januar 1928, 3.
marts 1934 og 25. maj 1935:
Obs!
Det er ikke kun mig, der kan huske den kollektive
afstraffelse
hin vinterdag, som jeg har fortalt om her på siden - viser det sig!
Se denne mail, som jeg modtog fra Jens Kofod
i august 2011:
Tak for din åbne hjemmeside som jeg er i
gang med at læse, den er meget spændede,
især er det sjovt at læse om hr. Steenbuch.
Jeg gik i den såkaldte læseklasse for
ordblinde, og han var forøvrigt en af de
første der tog sig af dette problem. Hr.
Steenbuch var som du skriver meget afholdt
og han har med sine evner gjort meget for os
læsesvage.
Din malende historie
om at skulle stå rettergang for at kaste med
sne genkender jeg, jeg sad i den klasse og
glemmer aldrig de lussinger der denne morgen
blev uddelt til nogle store drenge der kom
ind med bange ansigter.
Jeg vedhæfter et
skolebilled af læseklassen som du måske kan
bruge. Jeg (Jens Kofod) er nr 8 til venstre
for Hr Steenbuch, jeg husker ikke mine
kammeraters navne.
Endnu en gang tak for
det store arbejde du gør og har lavet.
Hilsen
Jens Kofod
|
Tak til Jens
Kofod for
ordene! Hans klassefoto fra 1955 ligger nu på
denne webside.
Februar 2014.
I anledning af 200-året for
undervisningspligtens indførelse bragte
Politiken 2.2.2014 en større artikel om
revselse, tæsk, prygl, øretæver, spanskrør,
mobning og andre lærer-lækkerier i
folkeskolen gennem tiderne.
Også undertegnede var interviewet, og bortset fra at jeg og mine
klassekammerater et sted 'beskyldes' for at
have gået på Gerbrandskolen, kan jeg
anbefale læsningen via
dette link. Blandt andet min
historie om Steenbuch-Jensens øretæver er med, omend i reduceret
udgave.
Det samme gælder ikke mindst bogen "Skoletæsk
- og lærernes ulovlige lussinger" af
Niels Roed; Sneglens Forlag, februar 2014. I
den er både min beretning omtalt og en af
Steenbuchs skrivelser til forældrene.
I nyhedsgruppen dk.kultur.film på Usenet skrev en
debattør 31.3.2006 nedenstående digt som en slags svar på en af
mine replikker i en diskussion om lærervold i folkeskolen:
De børn som var dine
klasse-kammerater
Og den lærer
som var deres
og samtidig din
Du favned dem alle,
Jeg synes du var nobel
ja udsøgt og slet og ret - fin.
Du har samlet dem alle
som blomster på snor
Du har
været dem alle
som den kærligste mor
Når du står hos
sankt Peter
jeg ser du står ret
- så ræk ham i rankhed
din fine buket.
Tak for synet af din hjemmeside
Jens
Jeg siger selvsagt selv tak!
Hele diskussionstråden - som handlede om den kritikerroste danske film
"Drømmen" er troværdig eller ej - kan du se her:
http://tinyurl.com/nmtmk
2012: Øv! Kortlinket er udløbet. Søg evt. selv på filmens navn via
Google Groups.
|
Genvej til første side om
Østrigsgades Skole
Genvej til Steenbuch-siden
|
