Hej Jørgen
Jeg har lige været på din hjemmeside
og ser nu din omtale af Illum.
Jeg kom til at grine lidt, for jeg har selv været ansat i Illum fra
omkring sidst i 50erne til engang i 60erne.
Jeg husker indgangen via porten i Silkegade
hvor vagten sad og tog stikprøver af personalet. Og så ned i
omklædningsrummet, inden man kunne gå videre op i huset.
Jeg husker også frisøren (som Verner Skriver omtaler på din side).
Og navnene - ja, da jeg blev ansat fik jeg
navnet Yrsa Torup - jeg hed dengang Yrsa
Holm, men der var en Holm ansat, så det kunne jeg ikke hedde.
I mange år reagerede jeg overhovedet ikke på mit rigtige navn
- man blev efterhånden til Yrsa Torup.
Jeg var ansat i Bogholderiet som sekretær for direktør Moesgaard.
Dengang stenograferede man ved udsendelse af
breve og til møder; det var en hel anden
verden end i dag. Og man skulle rykke de "fine" kunder forsigtigt
for deres månedelige betalinger på deres
konti.
Bogholdeiet lå øverst oppe på samme etage som restauranten. Der var
en kassefunktion, hvor folk kunne komme og
oprette en konto - bag ved den var et meget
stort rum, hvor vi alle sad - vi var vel nok en ca. 25 i samme
rum - så det var med at lukke af for støj for at kunne
koncentrere sig om arbejdet. Jeg havde en
lille højtaler på mit skrivebord, hvor direktøren
kunne kalde mig.
Jeg husker også at man om morgenen kunne gå ned i frisørsalonen og
få sat håret for et mindre beløb (jeg mener
det var 2 kr.)
Jeg kendte dengang rigtig mange af de ansatte i huset, så måske har
vi også dengang krydset hinanden.
Ak, ja nu flyver tankerne tilbage ....
Min Søster (der er ældre end mig) var
også ansat i Illum. Hun startede meget før mig og var der meget
længere. Hun har måske noget derfra; jeg spørger hende ved
lejlighed.
Det er mange år siden, så tankerne skal lige i gang. Jeg husker også
at der var ansat en sygeplejerske, som havde kontor på mellemgangen
hen til personalekontoret, hvor også Jesper Illum sad.
Hvis man var forkølet, havde ondt i halsen eller var dårlig på anden
måde - ja, hvis man kunne blive behandlet hos hende, så skulle man
ikke blive hjemme fra arbejde. Hun var også rundt hos personalet og
spørge til deres helbred.
Det er vist ikke en service man får i dag på arbejdspladserne.
(Januar 2008)