|
Min interesse for Østrigsgades Skole
opstår en dag i august 1949. Nemlig den dag da
jeg begynder i 1.B sammen med 33 andre drenge, og
vi får Ove Steenbuch-Jensen som klasselærer. Da jeg
slutter min skolegang otte år senere, er det stadig
med Steenbuch som kaptajn. Fra første til sidste
klasse har 13 af os drenge fulgtes ad i alle årene.
I 1957 forsvinder vi næsten alle for hinanden. 46 år
senere - i 2003 - mødes seks af os igen, dér hvor
det hele begyndte. Denne del af mine
ude- og hjemmesider om Østrigsgades Skole skyldes
dels en gammel lyst til kontakt med de 12 andre
'drenge'. Dels nogle gamle diffuse ideer om på en
eller anden måde at hylde vores klasselærer. Begge
dele er her på disse sider forsøgt kombineret med
tilbageblik og erindringsbilleder om selve skolen og bidder af dens historie.
Research
Da jeg i 1999 begynder
at lave de første hjemmesider om Amager, er det fra starten meningen at de
ikke mindst skal handle om min skole, min lærer og
mine klassekammerater. Senere griber mine websider
voldsomt om sig, kan man roligt sige.
I efteråret 2001 får jeg via Sundby Lokalarkiv
forbindelse med Bjarne W. Hansen. Han har udgivet
sine erindringer om Steenbuch-Jensen og om
skolen i en publikation fra arkivet. Bjarne er syv
år ældre end mig, og han gik i den klasse (fra 1942)
der var den første, som Steenbuch blev klasselærer
for. Bjarne boede som barn i samme ejendom som mig,
så også derfor ville vi have haft meget at fortælle
og spørge hinanden om, trods aldersforskellen, når vi mødtes. Det når vi desværre ikke.
Bjarne Walther Hansen er syg, og han dør i 2003.
I december 2001 får jeg pludselig en e-mail fra min
fhv. klassekammerat Poul Erik Jensen, der har set de
skolebilleder som jeg har lagt ud på internettet.
Poul Erik og jeg skriver og ringer sammen adskillige
gange, og snart får også han lyst til at gense de
andre fra klassen - hvis vi ellers kan finde dem.
Men kun et par af dem når vi umiddelbart frem til via
internettet.
Hjælpen er nær! En dag i foråret 2002 tager
jeg firetoget til hovedstaden og går næsten ærbødigt
ind i min gamle skole, mere end en menneskealder
efter at jeg gik ud af den. Jeg
banker på skolebetjentens dør og fortæller ham mit
ærinde. Den flinke mand tager sig straks tid til at
vise mig rundt i samtlige lokaler på både den store
og den lille skole! Og jeg får lov at
kigge i skolens gamle arkivrum, hvis indhold -
herre jemini! - mest af alt ligner noget fra en
væltet container på Christiania. Men dér lykkes det
mig heldigvis at finde en stabel gamle årsprotokoller, og de otte sider fra min egen klasses
protokol får jeg lov at tage kopier af. Dét hjælper
selvfølgelig enormt! Nu ved jeg
nemlig hvornår, mine klassekammerater er født. Så herefter kan jeg henvende mig til
Folkeregistret og mod behørig gebyrbetaling få
oplyst den nuværende adresse på mange af de gamle
elever. Endelig kan jeg gå i gang med at
kontakte de kammerater, som jeg gik i klasse med i
otte år - plus nogle af dem som gik ud før
mig. Det viser sig imidlertid at de ikke alle har
lyst til gensyn med fortiden, og sådan er det så.
Fem af dem er desværre allerede døde for mange år
siden. Skolebetjenten - som i
parentes bemærket senere blev pedel og nu er teknisk
ejendomsleder (samme job, nye titler) - fortæller,
at jeg er den tredje i rækken af tidligere elever
som i nyere tid har beskæftiget sig seriøst med
skolens historie. De to andre er førnævnte Bjarne W.
Hansen (født 1935) og Frede Norbrink (født 1947).
Flere (web)sider af samme sag ...
Sideløbende med at mine websider
vokser i antal og omfang, opretter Poul Erik Jensen i foråret
2003 - først sekunderet og senere vist nok afløst af en hyperaktiv dame - også en hjemmeside om
skolen.
Den giver han navnet skolekammeraten.dk, og han gør
den 'lukket' for andre end registrerede brugere. Som
om der er tale om statshemmeligheder. Man skal have password for at se
hjemmesidens billeder og tekster med mere!
PEJ bliver således den fjerde og mest nidkære indsamler af for- og nutidige rariteter om
Østrigsgades Skole. Måske bliver han også den sidste
af vores art, for et år
|
|
senere afhenter
Københavns Stadsarkiv de resterende
få arkivalier, som i det lille
mørke rum i kælderen overlevede skiftende
administratorers tydelige uinteresse i det
historiske materiale.
I marts 2004 bliver den nuv. skoleinspektør (skoleleder) ansat. Kort efter får skolen
omsider
selv en ny hjemmeside, efter at den forrige har
været ubrugelig og ude af drift i flere år. Men
allerede fire år senere - i efteråret 2008 - lukker
skolen siden pga. den politisk bestemte
sammenlægning med Sundpark Skole; men det er en
anden grum historie.
'Gamle Elevers Aften'
Ved den førhen hæderkronede årlige komsammen ved navn
Gamle Elevers
Aften i pigernes gymnastiksal i aulaen (hvis store
festsal i
stueetagen i mellemtiden er bygget om til en flot idrætssal) ses vi så i september 2003.
For første gang i 46 år. Seks af os 13 fra de
otte skoleår plus to som vi gik i klasse med nogle af årene. Det bliver en
rigtig rar oplevelse, og vi aftaler at gøre mødet til en årlig
tradition. Nogen tid senere finder jeg frem til et par
klassekammerater mere som
deltager i Gamle Elevers Aften 2004. To mere i 2005 og en til i
2006. Men vore dages udgave af det årlige
gensynsarrangement lever i sandhed ned til sit navn som
elevernes og ikke skolens
aften! Således forstået, at de ganske få lærere som er til stede gør hvad de kan,
men
bortset fra salg af øl, kaffe og kage og en improviseret rundvisning
i 2003 virker Gamle Elevers Aften nu til dags som noget der blot skal
overstås - set med skolens øjne. Skolen har
nemlig i nyere tid udvist en næsten
demonstrativt manglende interesse i at se og samle sine gamle elever i
modsætning til for 30-40 år siden. Skoleinspektøren eller -lederen er ikke engang selv med
hvert år. Ved arrangementet i 2003
er der cirka 35 deltagere. I årene efter vokser antallet til
godt 100 takket være kampagner på skolekammeraten.dk, men fra 2007 skrumper det igen til det halve eller
mindre. Det er tydeligt for enhver, at de seneste års
svigtende deltagerantal skyldes en udbredt
skuffelse over aftenens forudsigelige indhold og manglende
program. Trods elevernes glæde ved gensynene.
Endelig fuldtallige - sådan da!
I november 2008 bliver jeg kontaktet af en legekammerat, som
jeg ikke har set siden 1950. Lis bor i Californien, og da jeg
ved fra Folkeregistret, at den 13. og sidste af 'mine drenge'
emigrerede til USA 1967, spørger jeg min nye kontakt, om
hun mon kan finde ham over there. Og efter et større
detektivarbejde lykkes det hende. Bravo
og tak! Oppe i Idaho bor Jørgen Jessen Møller
den dag i dag med sin familie. Han er glad for at
være blevet fundet, fortæller han mig i en meget
positiv tilbagemelding.
Omsider har vi så fået tjek på hinanden, resten af os
prægtige drenge, som Steenbuch-Jensen kaldte os for 50 år siden.
Endelig kan jeg fjerne den efterlysning, som har siddet på hjemmesiden ude i Cyberspace i årevis. To af os er døde, javel, og to har hidtil
ikke reageret på kontaktforsøg. Men vi andre ni er mere eller
mindre stadig intakte: Erik, Finn, Jan, 2 x Jørgen, Per, Poul Erik,
Tonny og Vagn. Af os i alt 11 resterende af de oprindeligt 13
der gik i klasse sammen i årene 1949-57, og som endnu betræder denne jord, bor
hveranden stadig på Amager.(Århus, april 2009)
Fortsættelse ...
Februar 2010 bliver jeg
via Facebook kontaktet af Carlo, som var min klassekammerat fra 1. til
8. klasse. Det griber om sig!
PS!
De klassekammerater som vi desværre aldrig ser mere er
blandt andre Eluf Hansen, Erik Aspman, Flemming Holm, Frank Hultmann, John Damgård, Johnny
Pedersen, Jørn Meyer-Jensen, Mogens Hansen, René
Nielsen og
Åge Jensen.
(Århus, juni 2022)
|
|