© 1999-2024 Jørgen Grandt, Århus

Opdateret
2019

 

 

Øretæver i Østrigsgade!

 

Denne webside er en del af 'Min udgave af Historien om Østrigsgades Skole'


 

Et erindringsbillede

 
"Korporlig afstraffelse af elever blev forbudt i København 1952, i resten af landets skoler i 1967."
   Dette fortæller Vagn Skovgaard-Petersen, professor ved Danmarks Lærerhøjskole, på en af Undervisningsministeriets websider. *)

Interessant, ikke sandt. Især når man påtænker i hvor høj grad der blev uddelt lussinger og andre lækkerier fra lærerhånd til elevers kinder, ører, hårtotter, fingre og måske endda balder langt ind i 1950'erne. Også på vores skole.
   Blandt andre lærerne Ottosson og Ryming holdt sig ikke tilbage, hvis de følte sig provokeret af os "uartige" unger. Blot det at snakke eller grine en smule for højt med sidemanden - vi gik to og to - på trappen op til timen udløste tit en over nakken. Reaktionen kom prompte, hvis læreren var i dét humør!
   Kun sjældent fik vi valget mellem en lussing og en sveder. Og sådanne valg, tror jeg, er mest myter og erindringsforskydninger a la 'sjove soldaterhistorier'. Det var atypisk at synderen selv fik lov at vælge mellem flere former for straf, thi læreren skulle jo have afløb for sin rasen her og nu og kunne derfor ikke altid vente på at blive tilfredsstillet ved blot at udskrive en svedeseddel.

Også min klasselærer Ove Steenbuch-Jensen [1908-1976] havde ganske let til uddeling af øretæver. Når han blev tilstrækkelig vred, rev han sin tændte cerut ud af munden, kaldte os op til katederet og så sad den dér: Klask! Selvom det altså ikke var tilladt. Men forbud af den art følte han sig hævet over, når straffen var 'fortjent'.
   For eksempel husker jeg ganske tydeligt følgende episode:

Det er i vinteren 1956-57. Vi går i 8. klasse, er 14 år, og den første sne er faldet. Der fandtes rigtige vintre dengang, og vi er vel ti-tolv drenge som efter skoletid kaster os ud i en kåd og våd sneboldkamp i Østrigsgade lige uden for skolens 3 meter høje plankeværk. Det skulle vi ikke have gjort!
   Det blev aldrig opklaret hvilken lærer det er der ser legen oppe fra et vindue, men i hvert fald bider han mærke i, at det er "Steenbuchs drenge" der den dag gør to ting som er absolut forbudt: At vi kaster snebolde på vejen hjem - og at nogle af dem lander inde i pigernes skolegård!

   Næste morgen midt i første time kommer en dreng ind i vores klasseværelse med besked fra Steenbuch-Jensen, som har geografi med en anden klasse på etagen ovenover. Ordren lyder,

 
at dem af os som i går på vej hjem fra skole  kastede sne ind på pigerne, de skal straks komme op til Steenbuch-Jensen.
   Vi kigger på hinanden, synker lidt spyt, ryster på hovedet og rejser os modvilligt. Regnelæreren kigger efter halvdelen af klassen, mens vi forlader hans undervisning og går ud. Han kender Steenbuchs luner og virker ikke overrasket.
   Uden for døren til det klasseværelse hvor den - forudser vi - vrede Steenbuch underviser, står vi et øjeblik og skutter os. Men selvom vi alle er rigtige mandfolk, bliver vi hurtigt enige om at det må være mig, klassens rådsformand, der banker på og går ind først. Det gør jeg, og i én lang række træder vi frygtsomt ind i lokalet. Ingen siger et ord. Vores klasselærer - elsket og hadet - rejser sig fra katederet og træder ned fra podiet. Alle ungerne i den fremmede klasse stirrer på os, og jeg mærker mine små hår i nakken stritte.

"I ved udmærket godt, at I hører under skolens ansvar, når I får fri, og indtil I når hjem. Og at det er strengt forbudt at kaste med sne uden for skolens område!" hvæser Steenbuch.
   Jeg når hverken at registrere den sure lugt af cerutrøg fra hans jakke, eller at se hans hånd komme. Med en bevægelse så lynhurtig og målrettet at den ville have gjort John Wayne grøn af misundelse lander lærerens højre hånd på min venstre kind - så smerteligt og med en sådan lyd at jeg næsten kan mærke og høre det endnu. KLASK!
   "Næste!" tordner idioten igen og igen, og hans hånd rammer Åge - Luffe - Møller - Tage - Heinz og så videre. "Af med brillerne!" snerrer han, da han endelig når til Palle. Mens vi andre står og ømmer os uden en lyd, fornemmer vi, at lærerens ophidselse omsider er ved at fortage sig. Lussingen til den noget sarte Palle er nærmest symbolsk, måske fordi hånden er ved at være øm; det håber vi den er.

Jeg ved, vi hurtigt tilgav vores klasselærer, om end nogen af os altså aldrig helt glemte de uretfærdige øretæver den morgen. På mange andre områder var han jo en fin fyr. Og jeg tror, disse kollektive klask trods alt var nogle af de sidste Steenbuch-Jensen uddelte. Så vidt jeg husker kom der vist også af og til klager fra forældre over hans ofte lunefulde facon og barske 'retfærdighedssans'.

I 1956 var det allerede fire år siden Københavns Kommune officielt afskaffede lærernes ret til korporlig afstraffelse af eleverne.


Jørgen Grandt
2006

 


*)

I december 2009 skriver Niels Borger, som er ansat i Undervisningsministeriet, bl.a. følgende i en privat e-mail til mig. Den citeres her ifølge aftale:

" Det er rigtigt, hvad Vagn Skovgaard siger, at korporlig afstraffelse i Københavns Skolevæsen blev afskaffet i 1952. Men det som Skovgaard taler om er, at skoleinspektørens ret (eller den som han havde uddelegeret revselsesretten til) blev afskaffet i 1952. Og med revselsesretten er det afstraffelse med spanskrør (indført i 1866) der menes. Afstraffelse med "hånd eller vanærende straffe" har ikke været tilladt siden 1814-loven.
   I brev af 25. maj 1935 angående "Straffebestemmelser for Københavns Kommunes skoler" bliver det fastslået, at der må bruges tyndt spankrør og ikke over 3 slag uden inspektøren vidende - og at "Al anden Form for legemlig Revselse er forbudt". Straffen må kun udøves i alvorlige tilfælle, efter moden overvejelse, og når der ikke er anden straf, der kan bruges. En straffeprotokol skal føres og efterses af inspektøren.
   Alle de lussinger, som vi elever har været udsat for, har altså været ulovlige, og de er uddelt lige til 1966!
   I nedennævnte udgave fra 1929 om Københavns Skolevæsen er der et  brev fra 9. januar 1928 om revselse, der henviser til en bestemmelse af 1. september 1909: Man må ikke slå med hånd, knibe, sparke, give skammekrog, eller give vanærende straffe. Kommunalbestyrelsen skal skride ind over for lærere der misbruger revselsesretten. I ældre tid kunne børn under 10 år rises, men senere tider (ca. 1920'erne) nævner specielt, at små børn ikke må slås.

Litteratur:
"Københavns Skolevæsen", Valdemar Olsen. S.L. Møllers Bogtrykkeri, 1940.
I en tidligere udgave fra 1929 henvises til en ældre udgivelse: "Samlinger af Bestemmelser vedrørende Borger- og Almueskolevæsnet i København".

Med venlig hilsen
Niels
"
 

 

Som supplement til Niels Borgers ord i rammen herover har vi nu herunder nogle sider fra 1940 af bogen 'Københavns Skolevæsen', hvori korporlig afstraffelse af elever er omtalt 9. januar 1928, 3. marts 1934 og 25. maj 1935:

 

Obs!
Det er ikke kun mig, der kan huske den kollektive afstraffelse hin vinterdag, som jeg har fortalt om her på siden - viser det sig!
   Se denne mail, som jeg modtog fra Jens Kofod i august 2011:


Tak for din åbne hjemmeside som jeg er i gang med at læse, den er meget spændede, især er det sjovt at læse om hr. Steenbuch. Jeg gik i den såkaldte læseklasse for ordblinde, og han var forøvrigt en af de første der tog sig af dette problem. Hr. Steenbuch var som du skriver meget afholdt og han har med sine evner gjort meget for os læsesvage.

Din malende historie om at skulle stå rettergang for at kaste med sne genkender jeg, jeg sad i den klasse og glemmer aldrig de lussinger der denne morgen blev uddelt til nogle store drenge der kom ind med bange ansigter.

Jeg vedhæfter et skolebilled af læseklassen som du måske kan bruge. Jeg (Jens Kofod) er nr 8 til venstre for Hr Steenbuch, jeg husker ikke mine kammeraters navne.

Endnu en gang tak for det store arbejde du gør og har lavet.

Hilsen
Jens Kofod
 

Tak til Jens Kofod for ordene! Hans klassefoto fra 1955 ligger nu på denne webside.
 


 

Februar 2014. I anledning af 200-året for undervisningspligtens indførelse bragte Politiken 2.2.2014 en større artikel om revselse, tæsk, prygl, øretæver, spanskrør, mobning og andre lærer-lækkerier i folkeskolen gennem tiderne.
   Også undertegnede var interviewet, og bortset fra at jeg og mine klassekammerater et sted 'beskyldes' for at have gået på Gerbrandskolen, kan jeg anbefale læsningen via dette link. Blandt andet min historie om Steenbuch-Jensens øretæver er med, omend i reduceret udgave.
   Det samme gælder ikke mindst bogen "Skoletæsk - og lærernes ulovlige lussinger" af Niels Roed; Sneglens Forlag, februar 2014. I den er både min beretning omtalt og en af Steenbuchs skrivelser til forældrene.

 


 


I nyhedsgruppen dk.kultur.film på Usenet skrev en debattør 31.3.2006 nedenstående digt som en slags svar på en af mine replikker i en diskussion om lærervold i folkeskolen:

De børn som var dine
klasse-kammerater
Og den lærer som var deres
og samtidig din
Du favned dem alle,
Jeg synes du var nobel
ja udsøgt og slet og ret - fin.

Du har samlet dem alle
som blomster på snor
Du har været dem alle
som den kærligste mor
Når du står hos sankt Peter
jeg ser du står ret
- så ræk ham i rankhed
din fine buket.

Tak for synet af din hjemmeside

Jens


Jeg siger selvsagt selv tak!

Hele diskussionstråden - som handlede om den kritikerroste danske film "Drømmen" er troværdig eller ej - kan du se her: http://tinyurl.com/nmtmk
   2012: Øv! Kortlinket er udløbet. Søg evt. selv på filmens navn via Google Groups.
 

 

Genvej til første side om Østrigsgades Skole

Genvej til Steenbuch-siden
 

 

Til forreste forside


Tæller for hele webstedet

 

© 1999-2024 Jørgen Grandt, Århus